Forfattermøde
Oplæsning og samtale med Eva Molise Sun Kyung Krarup – Kunst på Barsel x Bette Café
Den sidste torsdag i januar inviterer Kunst på Barsel til oplæsning og samtale på Bette Café. Her møder vi mor, filmskaber, forfatter, parterapeut og sexolog Eva Molise Sun Kyung Krarup, som i 2025 debuterede med romanen Du har den her samtale resten af dit liv (Forlaget Ovbidat).
Romanen giver stemme til erfaringer, mange transnationalt adopterede bærer på – erfaringer, der ofte forbliver oversete i den offentlige samtale om diskrimination, identitet og racisme i Danmark. Som bogblogger.dk skriver, sætter bogen ord på livsvilkår, der sjældent får plads, men som kalder på både opmærksomhed og dialog.
Arrangementet består af oplæsning efterfulgt af en samtale, hvor der er plads til refleksion, spørgsmål og fælles nærvær – i øjenhøjde og i et tempo, der også rummer barselslivet.
Kunst på Barsel er et forældrefællesskab med kunst og kultur som omdrejningspunkt. Hver måned oplever vi kunst, koncerter og litteratur på tværs af gallerier, spillesteder og udstillingsrum. Samarbejdet med Bette Café er et tilbagevendende koncept, hvor både nye og velkendte deltagere er velkomne.
Forfattermødet faciliteres af Malou Solfjeld, stifter af Kunst på Barsel, som sørger for tæpper, legetøj og en tryg og inkluderende stemning for både store og små.
Arrangementet er støttet af Vesterbro Lokaludvalg og Bette Café.
Tilmelding: www.kunstpaabarsel.com
Spørgsmål: malou@kunstpaabarsel.com